tirsdag den 30. juni 2009

Uge 26

Lidt fotos fra uge 26...



Ja, jeg arbejder også lidt... eller det bliver faktisk til en del. Vi møder kl 06 og har fyraften kl 17 mandag til fredag. En laaang arbejdsuge men weekenden har jeg altid fri. Her er min kollega Ulf og jeg ved at reparerer køleanlæget på en localizer. Localizeren står for enden af landingsbanen og er en del af flys landingssystem

Tirsdag var Sankt Hans aften. GC havde arrangeret stort Sankt Hans bål med efterfølgende gratis hotdogs og snobrød. Den danske forbindelsesofficer og basens commander holdt tale og der blevet sunget Midsommervisen. Brandfolkene stod for sikkerheden og fik tændt bålet i to forsøg



Onsdag var jeg på gocart banen. Banen er lavet ved nogle gamle hangarer i den fjerneste ende af basen. Gocartsne er på 100 ccm/14,5 HK og kan rende 100-120 kmh på langsiden. Vi giver 5 dollars pr. heat á 10-12 omgange. Det super sjovt og der er virkelig dømt race....






Lørdag var vi 9 afsted på vandretur gennem Fox Canyon. Vi kørte 10-12 km udenfor basen og parkerede bilerne. Herefter gik vi gennem Fox canyon retur mod basen hvor Fox canyon slutter ved havet lidt nord for basen. Vejret var ikke så godt, 4-5 plus grader og en del vind.. Heldigvis var det medvind og vinden holdt også myggene væk. Vi krydsede floden et par gange hvilket var temmeligt koldt da floden er smeltevand men en rigtigt sjov og hyggelig tur.









Søndag er skydeklubben - Thule Skeet club åben fra kl.13 til man ikke gider mere...
Et par fine timer på skydebanen, hvor jeg fik skudt 100 skud og ramte ciiirka 100 lerduer...




fredag den 26. juni 2009

Grønlands Nationaldag

Søndag 21 Juni fejres Grønlands nationaldag. Nationaldagen blev indført i 1979 da grønland fik hjemmestyre. I år er dagen ekstra værd at fejre for grønlænderne, da de overgår fra hjemmestyre til selvstyre. Her på Thule Air base (TAB) startede festlighederne lørdag aften med buffet i TOW klubben. Efter buffeten var der opvisning af trommedans og aftenen sluttede af med band fra Nuuk.
Søndag fortsatte festlighedernen i det gamle Thule (bopladsen Dundas) med flaghejsning, sang, taler, trommedans og udendørs spisning.


Fotos fra søndagen i Dundas...



Flaghejsning


Grønlands nationalsang - Nunârput - Vort land


Grønlandske specialiteter (minus frikadellerne!)


Til dem der ikke er så vilde med grønlandske specialiteter, bla. mig!


Pølsevognen var også kørt med til Dundas. Her er grønlændere, danskere, amerikanere og måske en enkelt canadier..


Kogte lunder. Der skulle være flere måder at tilberede denne fugl på, bla. at pakken dem ind i sælskind og graven dem ned et par måneder... Mums. Disse var vist bare kogt med tøjet på...


Her har Ruth pillet frakken en en lunde...


Hønsefødder, gulerødder, halsen af en svane.... Lunden smagte ikke grimt.. lidt ala due eller fasan.


Tørret ammassatter, tørret helleflynder, mattak-hvalhud og rejer...


Trommedanser i sælskindsanorak og isbjørneskindsbukser


Duét :-)

onsdag den 24. juni 2009

Indlandsisen Camp TUTO

Sidste weekend kørte Tommy og jeg ud til Camp TUTO som ligger ved kanten af indlandsisen.




I 1954 oprettede US Army Polar Research & Development Center en lejr ved grænsen til indlandsisen. Lejeren havde plads til 500 mand og hed Camp TUTO (Thule Take Off). Herfra byggede man en 10 meter bred rampe op på indlandsisen således at der kunne køres med lastbiler direkte op på isen.
I Camp TUTO blev der også foretaget geotekniske, geofysiske, geomagnetiske og ionosfærefysiske målinger.





En lille times kørsel fra basen ligger rampen op til indlandsisen. Rampen er idag det eneste der er tilbage af Camp TUTO.


Kanten af indlandsisen har ændret sig meget siden 50´erne. Idag er kanten fladet meget ud og man kan gå direkte opad isen. Her lidt smeltevandssøer ved foden.

Vi har taget rampen op. En lille varde hvor rampen slutter.

Indlandsisen dækker et kæmpe område, der er 2.400 km langt fra nord til syd og bliver op til ca. 1.100 km på det bredeste sted og over 3000 m. på det højeste sted. Det svarer til 40 gange Danmarks størrelse.


Things to do before you die: Stand on the inland ice cap - CHECK!


Efter vores indlandsisekspedition drak vi kakao og spiste chokolade ved bilen



mandag den 15. juni 2009

Siden sidst...

Lidt fotos fra de sidste par uger..



Hytte 3. Tommy, Britta og jeg overnattede fra fredag til lørdag forrige weekend. Hytten kan vi låne gratis gennem GC og den ligger på nordbjerget 10 min. kørsel fra basen. Vi grillede, lavede bål og hyggede til midt på den lyse nat.



Yes, jeg arbejder også lidt :-). Her er jeg i VM #580 (vehicle maintenance)Jeg miljøtømmer air condition anlæg i udtjente biler der skal skibes ud til sommer.



Sne og is er smeltet væk på basen og muddersæsonen er igang. Biler bliver hurtigt beskidt og vi slæber mudder ind overalt. Her er jeg nede på havnen på vores vaskeplads



Vi er på Nordbjergt ved lufthavnsradaren.



Min kollega Ulf og jeg ved lufthavnsradaren. Vi har et køleanlæg inde i bygningen til at køle elektronisk udstyr ned med. Vi er på rutinetjek



Fra Radaren er der en flot udsigt over basen. Havisen er næsten helt væk - kun lidt is hænger ved nede ved havnen



Basen er snefri og man kan rigtigt se den hvidmalede landingsbane som for øvrigt er den eneste landingbane i verden der er hvidmalet! Banen er anlagt oven på permafrosten og den hvide farve absorbere ikke varme fra solen som en sort bane ville.



Ishule. En lille times kørsel fra basen. Smeltevand laver tunneller gennem isen.



Om sommeren er her en lille flod der løber gennem ishulen.



Mit kammer efter en foråsrengøring!. Jeg har blændet vinduet af over min seng med staniol på ruden da det er lyst 24 timer i døgnet.


Det er meget støv i barakken. Vi får varme via et lukket varmluftsystem der ligger i væggen. Hvis der laves mad i køkkenet spreder lugten sig fra emhætten til alle værelserne :-(


Lørdag aften var der vinsmagningsaften i "Den Danske Klub". En dansk vinhandler var inviteret til Thule.


12 vine og 5 retter mad skulle smages. Her en af forretterne ; 24 måneders gris med tang og tomat.
Foie gras af and med druer. Carpaccio af okse med trøffel og parmesan
. Det smagte himmelsk...


Søndag deltog vi (NC2801) i GPS treasure hunt. Et orienteringsløb på cykel hvor poster og opgaver skal findes med GPS. Her er holdet ved start.




Sidste post var ved hytte 3. Cola og chokolade inden turen går mod mål.


Vinderteamet. Ca 17 km og 2 timer rundt på basen


Efter et par timers afslapning på værelset mødes vi i Cafe Cool til Webermad...